NYHEDSBREV
   Nyhedsfeed
 

Sct. Georgs budskab 2015.

Hej til alle gule spejdere - Alle Jer der bærer vort smukke dannebrogsfarvede korpsmærke.
Vi har netop mindet de danskere, der for 75 år siden mistede livet den 9. april 1940 i kampen mod tyskerne.
I årene derefter var der mange spejdere, der blev en del af modstandskampen og nogle af dem måtte lade livet foran tyskernes kugler i Ryvangen. For dem var spejderløftet om at være tro mod deres land ikke uden betydning.
Det var de unge, der gik foran i modstandskampen, og det er Jer unge, der i dag skal bære det frie Danmark videre, som modstandskampens ofre gav deres liv for.
23. april er dagen, hvor også dengang, ulve, stifindere, spejdere, pionerer, rovere og ledere over hele landet stod frem foran deres spejderkammerater, og lovede, EFTER BEDSTE EVNE, at holde ulveloven, stifinderloven eller spejderloven.
Men et er at love at holde noget. Det hele er ikke rigtig noget værd, hvis ikke I også forsøger at leve op til Jeres løfter.
Har du i det år, der er gået siden sidste Sct. Georgs dag, virkeligt prøvet EFTER BEDSTE EVNE at leve op til de smukke ord i vores lov og løfte, eller har du alligevel snydt lidt - ved for eksempel ikke at være hjælpsom og uden videre vrøvl at slå græsplænen.
Rejste du dig ikke op i bussen, da en ældre gangbesværet mand eller dame kom ind og ikke havde noget sted at sidde?
Eller holdt du dig tilbage fra at være en god kammerat, da skolekammeraterne moppede den nye pige eller dreng, nede i skolegården?
Jamen du snød da vel ikke ved enkeltmandskonkurrencen ved sidste tropsmøde, gjorde du vel?
Spejdere er ikke og skal ikke være de rene engle, men vi skal ved vor daglige færden vise, at vi gør en forskel. Vi skal vise, at de løfter, vi afgiver her på Sct. Georgs dag, ikke er tomme fraser, men noget vi forsøger at leve op til. Ingen er fuldkommen, heller ikke spejdere, men vi skal over for andre vise, at vi mener noget med det, vi siger.    
I mere end 100 år har alverdens spejdere fulgt den tradition, at man hvert år på Sct. Georgs dag den 23. april fornyer sit løfte om, efter bedste evne, at holde den lov, man lovede at holde, da man blev optaget som ulv, stifinder, spejder, pioner, rover eller leder. Derfor er vi også samlet i dag for at gentage vort løfte sammen med ikke bare de andre gule spejdere - men med alverdens spejdere.
Baden Powell har nok drømt om, hvad hans ideer om at udvikle unge mennesker kunne udvikle sig til. Men han havde næppe forestillet sig, at drømmen skulle gå i opfyldelse. I Mafeking fik han under en besættelse ideen til spejderbevægelsen - en idé
han sejrrigt førte ud i livet til gavn for alle os, der i dag kan kalde os spejdere.
God jagt - God Sct. Georgs Dag
Med spejderhilsen og med løftet tveje
Bent / Gamle Ravn

 

For udprint

De Gule Spejdere | info(at)gulspejder.dk
Jyskweb 2008