Cowboydag i Gørløse

80 børn var samlet til Cowboy-dag hos Kong Valdemars Trop i Gørløse. Arrangementet var lavet for at gøre opmærksom på spejdertroppen og for at give alle børn i 0-5 klasse en god oplevelse.

Kl. 18 stod Sheriffen parat. Ved skiltet til Cowboybyen modtog han alle børnene med spørgsmålet: Er du Guldgraver eller revolvermand. Guldgraverne blev sendt til banken, hvor de åbnede en konto og blev samlet i hold, ledet af en ældre spejder. Revolvermændene havde en anden lidt hårdere start. Grundet den store rate af arbejdsskader hos revolvermænd skulle de lige forbi bedemanden og blive målt. Med et stort smil, fis og ballade, legede børnene med og blev også her inddelt i hold, med en ældre spejder som leder.
Da spejdergrunden var fyldt med børn og cowboys, samlede sheriffen alle midt på torvet ved hestevognen. Opildnet af sheriffen, begyndte revolvermændene at råbe ad guldgraverne og det tog ikke lang tid, så havde guldgraverne råbt tilbage at de var de sejeste og revolvermænd nogle tøsedrenge. Stilen var lagt og alle børn stormede ud til de mange aktiviteter spejderlederne og troppens forældre havde planlagt.
Det var ikke småting der ventede. Første post var guldvask. I 2 store trækar, skulle der vaskes guld. Børnene fik hurtig tag på kunsten og løb herefter over til Banken for at få vejet guldet, som blev udbetalt i guld-dollars.
Herefter var det Rodeo, der skulle prøves. Mellem 4 flotte træstammer var tyren ophængt. El-toro er den vildeste tyr i Gørløse. Med begge hænder godt plantet på sadlen, fik alle deres livs lufttur.
Midt på prærien stod to store kaktusser. Her skulle alle kaste med knive. Posten var forberedt af spejdertroppens ældste spejdere, Ole og Claudia, som havde lagt liv og sjæl i opgaven.
Op mod skoven var arrangementets store pryd. En 20 meter lang flodbåd, med kran, førerhus og en 7 meter høj skorsten. Her skulle alle skyde med winchestergevær efter de lamper der hang i vinduerne - Wau, det er de færreste der har prøvet så spændende øvelse. Alle, lige fra den største knægt, til den mindste purk, fik oplevet at holde et “ægte" gevær i hænderne.
Sidste øvelse var hesteskokast. Her skulle cowboyernes yndlingsbeskæftigelse nr. 1 prøves. Med store fejesving fløj hesteskoene igennem luften og af og til hørtes den klingende lyd, af hesteskoen der ramte sit mål; jernstangen.
Efter alle disse strabadser var det tid til en tur i saloonen, hvor udskænkningen stod på hjemmebrændt saftevand og kage. Saftevandet blev serveret med smil og i gamle syltetøjsglas.
Kl 19.30 samledes alle midt på torvet, hvor vinderne blev kåret.

Kong Valdemars Trop
Hele dette arrangement er blevet til med to vigtige deltagere: Spejderkorpset De Gule Spejdere, som havde doneret penge til aktiviteterne. Og de mange hjælpere og spejderledere, der i ugevis har forberedt dagen. “Antallet af timer der er lagt for dagen, er så stor at man slet ikke tør gøre det op," fortæller Morten. “Efter alle disse forberedelser er det en stor belønning at se alle de glade børn der fik en god oplevelse og ikke midst alle de forældrer der kiggede på og fik set det eventyr spejder er."
Alle materialer og cowboytøjet ligger på arkiv, så andre troppe kan gøre brug af det. Skriv til morten på kompas-@-knob.dk hvis du vil vide mere.

DEL PÅ: