Pionertræf 2019 – Spejderarbejde i København

I år blev pionertræffet holdt på æblevej hos Grøndal. 25 pionere stod klar til start kl. 12 lørdag middag. Eftermiddagen fløj afsted med et hav af spændende aktiviteter, alt sammen under temaet:


Spejder i byen. Pionerende, der alle havde grublet og spekuleret hjemmefra, og forsøgt at gennemskue temaets tråde til spejderfaglighed, fik sig en overraskelse. Da økserne var sat i blokken, gik startskuddet til et hæsblæsende løb rundt i Københavns Nordvest.
Til stor morskab for tilfældigt forbipasserende civilister blev pionererne inddelt i bander og skulle ved hver klarmelding fremføre et råb, det bør siges at da først de fire bander var linet op, havde iført sig deres hjemmelavede lædervest (med rygmærke), og i en bestemt og fast tone meldt til, var der ikke mange blikke fra lokalområdet. Nu var alle klar over, at de gule spejdere var i København.


Et smart råb og lidt glitter på ryggen er selvfølgelig ikke nok, hvis man ønsker at blive optaget i ”Yellwoknife-banden”. De fire bander skulle demonstrere deres evner for de lokale repræsentanter. Træffet kom rundt om klassiske spejderdiscipliner såsom: Redningsreb/chaussestenskast og kodeløb der sendte dem i kløerne på NV-gangster Martin Bæhring. Alle pionerer udviste stor entusiasme og opgaveløsningen gik over al forventning.


Da dagen gik på hæld og vi havde været nytænkende og utraditionelle nok, besluttede vi at genoplive en legendarisk skovmands disciplin, spinning. Alle træfdeltagere fik udleveret et byg-selv-sæt, og så var startskuddet til et episk ræs gået: hvem skulle blive korpsets næste spinningsstjerne. Da den kølige aftenstemning afløste eftermiddagens lumre og dvaske sensommer, var langt de fleste pionerer ved at få godt hånd om disciplinen. Vi kunne alle i godt humør gå til dagens højdepunkt: Aftensmad. De folkekære kokke Anders og Nicklas stod i køkkenet, og bragte københavnske delikatesser til live. Snasket Fastfood og spejderarbejde er normalt en dårlig kombination, men den hjemmelavede Shawarma, der havde langtidsstegt på kulgrill prikken på i’et, der fuldendte temaet. Efter en snak om hvad der sker i pionergrenen i de forskellige grupper og hvilke planer vi har for Fremtiden, gik vi til lejrbål. Et lejrbål der skal gå over i historien som det længste på et træf
nogensinde.


Søndagen stod på det traditionelle kroket spil. Vi var gået i Grøndals parken og der stod en bane på legepladsen der havde en del udfordringer. Banen startede på rutsjebanen og efter en start med god fart på gik spillet i gang. Vi spillede under et klatrestativ, over et flyvehop og slalom gennem nogle balancepinde.
Da vi havde kæmpet os igennem var der frokost, rester fra i går – herligt! Vi sluttede af med at hale flaget, få udleveret træfperlerne, sige tak for i år og få taget et fællesbillede. Det var Frederiksborg trop der blev så heldige at få teltstangen med hjem. Vi glæder os til at se hvad de finder på til næste år.


Med skarp skygge
Grøndals pionerer.

DEL PÅ: